Pleje af materiale


PLEJE AF LÆDER TASKER OG ACCESSORIES

Læder er et naturmateriale, som vil ændre udseende med tid og brug. Hvis du behandler dine læder tasker og accessories korrekt, vil læderet over tid ældes smukt og få en naturlig patina. Nedenfor kan du læse om beskyttelse og pleje af de forskellige læder- og skindkvaliteter, som Becksöndergaard arbejder i. Hvis du har yderligere spørgsmål er du naturligvis altid velkommen til at kontakte vores kundeservice.


GLAT SKIND & ’BUBBLE’ LAMMESKIND

Alle læderprodukter bliver, under produktionen, behandlet på forskellig vis for at sikre en god holdbarhed. Det er altid en god ide at starte med at imprægnere din lædertaske med en transparent imprægneringsspray, inden du tager den i brug. Dette bør gentages minimum to gange årligt, hvis du bruger tasken jævnligt. Imprægnering gør overfladen vand- og fedtafvisende og beskytter effektivt mod skidt og snavs.

For at læderet ikke tørrer ud, kan du mætte læderet med en klar ikke-fedtet læderbalsam eller læderfedt. Test først på indersiden af din taske eller et andet ikke-synligt sted før du behandler resten af tasken. Undgå at din taske skraber mod hårde overflader eller skarpe kanter, da dette kan ridse skindets overflade. Hold også din lædertaske fra stærk varme og undgå vand i videst mulig omfang, da skind kan få skjolder, hvis det bliver vådt. Hvis din taske bliver våd i eksempelvis regnvejr, så tør den aldrig på en radiator, men lad den tørre i almindelig rumtemperatur. Ved længerevarende eksponering til sollys eller stærkt kunstigt lys, kan læder skifte farve. Stil derfor ikke din lædertaske ude i solen i længere tid, hvis det kan undgås.

Hvordan fjerner jeg pletter på glat skind & ’bubble’ lammeskind? Hvis du får pletter på din lædertaske eller pung, så forsøg i første omgang om pletten kan fjernes ved at bruge en tør eller hårdt opvredet klud. Test eventuelt på et område, hvor man ikke kan se det, som under bunden på tasken, for at sikre dig at farven ikke smitter af. Benyt aldrig store mængder vand til at fjerne pletter på skindprodukter, da det kan give skjolder og ujævnheder i skindet. Virker dette ikke findes der specielle rensemidler til skind. Vær dog forsigtig med disse og test eventuelt, indvendigt på læderet først, da forskellige lædertyper kan reagere forskelligt på disse rensemidler.


RUSKIND

Ruskind har en såkaldt ’moiré’ effekt, som skabes ved, at bagsiden af et stykke læder (også kaldet spaltsiden) slibes ned eller ’spaltes’. Slibningen kan gøres på mange niveauer og alt efter hvilken type slibning, der anvendes, kan ruskind få et rustikt eller et fint look. I Becksöndergaard arbejder vi primært med ruskind, der har en let slibning, som giver en fin blød overflade. Ruskind har denne bløde overflade på begge sidder og falder blødere end de fleste andre lædertyper, hvilket gør det særligt velegnet til bløde feminine designs. Ruskind er på grund af den ’åbne’ overflade mere sart end glat læder. Det patineres hurtigere og har en højere sugeevne. På grund af ruskinds høje sugeevne kan det indfarves i alverdens skønne farver. Allerede under produktionen behandles læderet for farveafsmitning, men der vil altid kunne forekomme afsmitning ved ruskindsprodukter. Vær især forsigtig hvis dit ruskind bliver vådt, da dette kan fremprovokere afsmitning. Vær også varsom med at bære ruskindstasker og –remme tæt op ad meget lyst tøj, da materialet kan smitte af, hvis det gnider mod en lys flade i længere tid.

Før du tager din ruskindstaske i brug er det en god ide, at børste den forsigtigt med en blød børste for at fjerne eventuelt overskydende småstøv fra produktionen og behandlingen af læderet. Derefter skal du imprægnere dit ruskindsprodukt med en special imprægnering til ruskind, inden du udsætter tasken for vejr og vind. Dette bør gentages flere gange årligt, hvis du bruger tasken jævnligt. Imprægnering gør overfladen vand- og fedtafvisende og beskytter effektiv mod skidt og snavs. Benyt aldrig læderfedt eller balsam til ruskindsprodukter, da disse plejemidler blødgør den ru overflade og gør den glat. Hold din ruskindstaske fra hårde overflader og skarpe kanter, da dette kan ridse overfladen. I værste fald vil en skarp genstand kunne skære hul, hvis ruskindet er meget fint og tyndt. Undgå langvarig kontakt med vand, da fugt både kan resultere i farveafsmitning og lave skjolder på ruskindets overflade. Skulle din ruskindstaske blive våd, så lad den tørre i stuetemperatur. Stil den aldrig på en radiator. Undgå også at udsætte ruskind for længerevarende eksponering af sollys eller stærkt kunstigt lys, da dette kan få skindet til at skifte farve.

Hvordan fjerner jeg pletter på ruskind? Ruskinds ru overflade kan gøre materialet svært at rengøre og al rengøring skal gøres forsigtigt, så overfladen ikke beskadiges. Hvis dit ruskinds accessory har fået pletter eller mærker kan disse forsøges fjernet med damp. Hold ruskindet henover dampen og børst forsigtigt med en blød ruskindsbørste uden, at gnubbe skindets overflade for hårdt. På denne måde kan du ofte få de fleste problematiske områder væk. En opvredet klud kan også afhjælpe nogle former for pletter på ruskind, men vær varsom med, at kluden ikke er for våd, da vand kan resultere i skjolder.


LAMINERET LÆDER - LÆDER MED FOLIE ELLER LAK OVERFLADE

Hvis man ønsker en læder med lak eller eksempelvis metallisk overflade påføres læderet en folie eller lak finish. Hvis der ønskes en overflade med struktur tromles skindet derefter i en farve tromle for, at opnå det rette udtryk. Undgå at gnide dit tilbehør mod ru overflader, da dette kan beskadige overfladen og fjerne finishen.

Også lamineret skind bør holdes fra direkte varme og langvarig kontakt med vand. Ligesom langvarig udsættelse for direkte sollys eller kunstigt lys kan ændre læderets farve.

Som med andre lædertasker er det også en god ide, at starte med at imprægnere tasker med folie eller lak overflade. Vælg altid en transparent imprægneringsspray beregnet til denne type læder. Imprægnering gør overfladen vand- og fedtafvisende og beskytter tasken mod skidt og snavs.

Hvordan fjerner jeg pletter på læder med folie eller lak overflade?

Hvis du får pletter på din taske med folie eller lak overflade, så forsøg først om pletten kan fjernes ved, at bruge en tør eller hårdt opvredet klud. Test eventuelt først på et område, hvor man ikke kan se det for at sikre dig, at farven ikke smitter af. Benyt aldrig vand i større mængder til at fjerne pletter på folie og lak produkter, da dette kan give skjolder eller ligefrem få overfladen til at krakelere. Virker dette ikke findes der specielle rensemidler til lak/folieskind. Vær dog altid forsigtig med disse og test på et ikke synligt sted først, da forskellige læderoverflader kan reagere forskelligt på disse rensemidler.


’PONY’ LÆDER – LÆDER MED OVERFLADE AF HÅR

Læder med hår på overfladen kaldes ofte ’pony’ læder, selvom skindet reelt set er kalveskind. Kalveskindshår vil gradvist blive gnedet af ved brug. Dette er desværre ikke muligt at undgå ved denne type læder, men du kan imødekomme dette ved altid, at bære din taske på samme side, så slitagen kun forekommer på den ene side af tasken. Undgå at udsætte din taske for stærkt sollys eller kunstigt lys, da dette kan ændre indfarvningen af håret på læderet. Hold også din taske på afstand fra varme og undgå kontakt med vand, da dette kan give skjolder i hårets overflade struktur.

Lædertasker med overflade af hår skal plejes med omhu, da de kan være mere sarte end almindelig glat læder grundet hårets struktur. Giv altid din taske imprægneringsspray inden den tages i brug for, at beskytte den mod snavs og slitage. Ikke alle typer imprægnering er beregnet til læder med hår, så vær omhyggelig med, at vælge en spray beregnet til dette. Før du imprægnerer din taske kan du børste den forsigtigt i hårenes retning med en lille fin børste. En special børste beregnet til dette kan købes hos de fleste skomagere. Dette bør gøres mindst en gang om året og oftere, hvis du bruger din taske jævnligt.

Hvordan fjerner jeg pletter fra læder med overflade af hår?

Fjern pletter med en let fugtet klud som forsigtigt føres i hårets retning – undgå at gnubbe frem og tilbage, da dette kan knække hårstråene. Undgå også at bruge store mængder vand og at tasken bliver decideret våd, da dette kan efterlade skjolder i overfladen. Lad derefter området tørre naturligt.


ÅLESKIND

Åleskind er et naturligt fiskeskindslæder. De skind, som bruges til Becksöndergaards åleskinds accessories er skind, som stammer fra fødevareindustrien og dermed et bi-produkt, som ellers ville blive destrueret. Derfor vil du også opleve, at skindene som åleskindsaccessories er syet af, varierer i størrelse og til tider har små mærker fra bid eller skrammer, som ålen har fået gennem sit liv i havet. Den åle art, som bruges til Becksöndergaards designs, er ikke en truet dyreart og er ikke den bedst kendte (og semi-truede) europæiske åle art. Åleskindet som vi benytter stammer fra dybhavsålen Conger Myriaster, som ikke er truet eller semi-truet ifølge CITES/Washington Conventionens liste over truede og semi-truede dyrearter. Denne ål er en traditionel spise i Asien inkl. Syd-Korea, hvortil den typisk importeres fra Alaska. Åleskind er karakteriseret ved sin unikke overflade, hvor ålens rygrad danner et fint mønster på langs af hvert skind. Åleskind er et delikat, tyndt læder, men utroligt slidstærkt så længe det holdes fra skarpe genstande, da dette kan skære hul i det fine skind. Brug af åleskind, som er i overskud fra fødevareindustrien er en gammel tradition i Syd Korea. Ifølge gammel koreansk overtro bringer åleskind held, lykke, velstand og godt helbred til hende eller ham, som bærer det. Vores accessories i åleskind er håndlavede og produceres stadig i dag efter de gamle produktionsmetoder. Åleskindspungene Granny og Handy var Becksöndergaards første produkter og er i dag klassikere, som kommer i nye farver i hver kollektion. Åleskind bliver blødere og smukkere med tiden, hvis det bliver behandlet korrekt. Det er en god ide altid, at behandle dit åleskindsaccessory med en transparent imprægneringsspray, før du tager det i brug. Hold sprayen tilpas langt fra skindet og vær sikker på, at det forstøver og fordeler sig korrekt, når du sprayer, så der ikke laves våde ’pletter’ fra sprayen. Åleskind skal holdes fra stærkt sollys og kraftig varme, da skindet ellers kan ændre farve eller tage skade. Åleskind bør også holdes fra vand, da skindet kan få skjolder eller blive mat, hvis det bliver vådt. Hvis din åleskindspung bliver våd, så lad den tørre i stuetemperatur. Hvis den har fået skjolder eller er blevet mat af vandet, kan du - når den er tør - forsigtigt stryge den med et strygejern på laveste varme med et viskestykke eller tyndt stykke stof imellem. Det vil glatte skindet ud og kan bringe mere glans tilbage i overfladen. En gammel myte siger, at åleskindspunge kan afmagnetisere kreditkort. Dette er ikke sandt og dit kreditkort vil ikke blive påvirket af, at du har det i en pung af åleskind.


LÆDERHANDSKER

Læderhandsker bliver naturligt udsat for meget vind og vejr. Derfor har dine læderhandsker brug for god pleje – gerne mindst to gange årligt. Du kan behandle dine handsker med en god læderbalsam så handskerne forbliver bløde og smidige og forhindre læderet i at udtørre. Hvis handskerne virker tørre i læderet, kan du med fordel give dem en ekstra behandling. Derudover vil imprægnering med en let transparent læderspray beskytte læderets overflade mod snavs og fugt. Brug sprayen efter dennes instrukser og lad handskerne tørre efterfølgende. Hvis dine handsker bliver våde, så lade dem tørre væk fra sollys og direkte varme. Brug ikke klemmer el. lign. da disse kan lave mærker i det fugtige læder og vrid eller stræk ikke handskerne, da de kan miste formen. En del af Becksöndergaards læderhandsker har ’touch funktion’ i pegefingeren, så du kan bruge din smartphone med handsker på. Handskerne med denne funktion er markeret med et ikon på deres hangtag, ligesom dette vil være nævnt i produktbeskrivelsen på vores web shop.


NYLON OG STOF TASKER

Nylon og stoftasker kan behandles med en imprægneringsspray inden brug. Brug kun en spray beregnet til disse materialer. Dette vil give tasken en overflade, som er mere afvisende overfor snavs og fugt. Pletter på nylon tasker vil oftest kunne fjernes med en opvredet klud og sæbevand. Tasker i bomuld vil ofte kunne vaskes på et skåneprogram i vaskemaskinen, men dette afhænger af både materialet og detaljer på tasken, så følg altid vaskeanvisningen på din taske.

Vi leverer med